Kan styrket samarbejde kvalificere anbringelser?
(Af: Henrik Toftgaard, faglig leder af Fonden Føniks)
Der har igennem den sidste årrække været talt og skrevet meget om anbringelsesområdet. Debatten har handlet om alt fra flere (tvangs)anbringelser, færre fejl i sagsbehandlingen, profit på velfærd og udsatte børns retssikkerhed i sagsbehandlingen.
Et essentielt emne har i min optik manglet, nemlig fokus på det vigtige samarbejde interessenterne imellem. Det er bredt anerkendt, at en helhedsorienteret indsats gør en positiv forskel, når vi har med komplekse opgaver at gøre. Og en anbringelse af et barn er yderst kompleks. I et leverandør-bestiller forhold vil det med overvejende sandsynlighed ende med at pege fingre, hvis der opstår problemer – og der vil opstå problemer i langt de fleste anbringelsesforløb.
For stor afstand mellem kommuner og anbringelsessted
Jeg har som hhv. leder af et socialpædagogisk opholdssted og igennem min tid som specialkonsulent på socialområdet, oplevet mange situationer, hvor en anbringelse ikke bare kører gnidningsfrit.
HENVENDELSE OG VISITERING
I disse situationer har jeg endda oplevet, at de fagprofessionelle til tider ”forskanser sig” i hhv. deres bestiller-/ leverandørroller og i stedet for at rykke sammen om at finde en løsning på den aktuelle komplekse opgave, tager mere og mere afstand fra hinanden.
Sagsbehandleren har iværksat en dyr døgnforanstaltning og har en forventning om, at nu er anbringelsesstedet på.
Anbringelsesstedet kan til tider opleve at sagen/opgaven er vanskeligere end umiddelbart antaget og/eller har manglet relevante informationer i visiteringsprocessen. De er samtidig bange for at miste opgaven eller miste goodwill i kommunen, når det næste barn skal anbringes.
Er der anden vej?
Ja, det mener jeg, der er. Og der bør efterhånden være momentum for at gå den vej.
En anbringelse er lige så kompleks som fx en familiesag eller en ungesag i en kommune. Behovet for det tværgående samarbejde og den koordineret indsats, har i længere tid været erkendt. Både for at bidrage med flere perspektiver på den enkeltes situation samt med henblik på mere kvalitet og effekt af en indsats.
I en anbringelse er der andre professionelle parter – anbringelsessted, kommune, skole, UU m.fl., men præmissen er den samme: En kompleks og dynamisk opgave, der kalder på tværgående samarbejde, når behovet opstår.
Tillidsfulde samarbejdsrelationer øger kvaliteten af en anbringelse
De senere år er der forsket meget i betydningen af samarbejde. Det er bl.a. den amerikanske forsker; Jody Gittel, der står bag teorien om relationel koordinering. I en dansk kontekst har Carsten Hornstup og Jacob Storch fra Århus Universitet videreudviklet Jody Gittels forskning bl.a. i praksisforskning med fem kommuner. Her viser det sig, at Gittels tidligere fund kan overføres til også at gælde for dansk kommunal opgaveløsning, der på mange områder er karakteriseret ved at være kompleks, unik og dynamisk. Dér hvor medarbejderne oplever et fungerende tværgående samarbejde, oplever borgerne også større kvalitet i opgaveløsningen og samtidig konstateres øget kvalitet i det faglige arbejde.
Det konstateres desuden, at hvor samarbejdet fungerer, oplever de involverede fagpersoner det yderst positivt og ligeledes viser undersøgelserne, at samarbejdet bidrager til, at handleplanen bliver mere kvalificeret og mere håndterbar.
