Tilknytning til familien og skolen har afgørende betydning for anbragte børn og unge.
(Af: Henrik Toftgaard, Faglig leder af Fonden Føniks)
I forhold til opretholdelsen af tilknytningen til familie og skole, har Robbie Gilligan, som er professor i socialt arbejde ved Dublin universitet, på baggrund af sin omfattende forskning om udsatte børn og unge, peget på to væsentlige perspektiver i forhold til hvilke indsatser der virker. Begge perspektiver handler om at man skal tilføre barnet en form for social kapital, der øger dets mulighed for henholdsvis ”bonding” og ”bridging”[1].
Bonding kan defineres som ”at knytte bånd” og vedrører barnets nære relationer, der under almindelige vilkår opstår inden for familiens rammer. Det handler om de langstrakte relationer, der er med til at skabe den grundlæggende følelse af at være holdt af og have betydning for andre mennesker. Et basalt og essentielt menneskeligt behov samt en vigtig kapital, som vi trækker på gennem livet.
Bridging kan defineres som ”at bygge broer” og vedrører en anden type netværk. Det er de relationer, som giver barnet mulighed for at blive del af et større fællesskab. I vores samfund sker dette typisk uden for familien, f.eks. i foreningslivet, blandt kammerater og i skolen. Fælles for disse relationer er, at de skaber grundlag for, at barnet kan udvikle og forandre sig, og fungerer dermed som et samfundsintegrerende forbindelsesled.
HENVENDELSE OG VISITERING
Revurder den sociale indsats
Disse ”guidelines” for den virkningsfulde sociale indsats, giver i høj grad mening i en dansk sammenhæng. Det er netop i forhold til såvel de nære relationer, som den bredere brobygning til samfundets institutioner, hvor det ser ud til at de udsatte børn og unge i Danmark har de største udfordringer.
Skal vi i Danmark tage ”at knytte bånd-aspektet” alvorligt, betyder det bl.a., at vi skal tillægge børns muligheder for at fastholde kontakt og relationelle bånd til den biologiske familie under anbringelsen en større betydning end hidtil.
Og ikke blot ift. forældrene, men også til søskende, bedsteforældre og andre nære relationer. I Danmark er der traditionelt set ofte sket præcis det modsatte, nemlig at de familiemæssige relationer og bånd er blevet svagere eller igennem anbringelsen helt skåret over.
Hvad angår ”at bygge bro-delen”, er de anbragte børns skolegang umiddelbart et indlysende sted at starte. En mangelfuld skolegang og tilknytningen dertil er en højrisikofaktor for barnets muligheder for at få en ungdomsuddannelse, videreuddannelse og reducerede livsmuligheder.
Forskning har de seneste år vist, at udsatte eller anbragte børn og unge har bedre muligheder for at klare sig godt i skolesystemet, end hidtil antaget. Det kræver dog en individuel tilrettelagt form for støtte. De tidligere års lavere forventninger til udsatte og anbragte børn og unges læring, har tilsyneladende fungeret som en slags selvopfyldende profeti.
[1] Robbie Gilligan: “FROM BONDING TO BRIDGING: USING THE IMMUNITY TO CHANGE (ITC) PROCESS TO BUILD SOCIAL CAPITAL AND CREATE CHANGE” 2014
