fbpx

Tilsynsrapport – 2025

Målgruppe, metoder og resultater:

Socialtilsynet vurderer, at tilbuddet har et klart formål med indsatsen, og at det formår at redegøre for og dokumentere, hvordan den valgte faglige metode, NUZO, bidrager til at nå de konkrete mål. NUZO anvendes systematisk og beskrives eksplicit i den daglige dokumentation. Socialtilsynet
ser det som positivt, at tilbuddet har implementeret en praksis, hvor viden om de unges nærmeste udviklingszone identificeres og deles.
Det er socialtilsynets vurdering, at tilbuddet arbejder systematisk med resultatdokumentation. Medarbejderne opstiller delmål for alle de unge med udgangspunkt i NUZO for at sikre, at målene er realistiske og opnåelige for den enkelte. Tilbuddet sikrer, at alle mål formuleres konkret og målbart, hvilket vurderes at give mulighed for løbende opfølgning og justering af indsatsen. Resultatdokumentationen sandsynliggør desuden, at indsatsen har en forventet og positiv effekt.

Sundhed og trivsel:

Socialtilsynet vurderer, at tilbuddet i høj grad understøtter de unges selv- og medbestemmelse. Medarbejderne arbejder ud fra en anerkendende tilgang og inddrager de unge gennem både ungemøder og individuelle samtaler. De unge oplever at blive hørt og have reel indflydelse på
beslutninger i deres hverdag – herunder i forhold til aktiviteter og daglige rutiner.
Det vurderes positivt, at tilbuddet løbende forholder sig refleksivt til aflåsning af fx køkken, bad og krearum, og at dette sker i dialog med de unge som led i en gradvis forberedelse på øget selvstændighed.
Ved sygdom eller fravær fra skole/uddannelse mødes de unge med nysgerrighed og omsorg, og der arbejdes systematisk med at afdække bagvedliggende årsager.
Socialtilsynet vurderer desuden, at tilbuddet understøtter de unges fysiske og mentale sundhed. De unge tilbydes en sund og varieret kost og inddrages i madlavning i det omfang, de har overskud. De støttes i at deltage i fritidsaktiviteter, og det respekteres, hvis de fravælger dette. Det
vurderes positivt, at de unge – med støtte fra medarbejderne – har adgang til relevante sundhedsydelser, og at personalet understøtter deres ansvar og mestring i kontakten med sundhedsvæsenet.

Selvstændighed og relationer

Socialtilsynet vurderer, at Fonden Føniks understøtter de unges deltagelse i sociale relationer, og at medarbejderne samarbejder med de unge om at opstille og følge op på individuelle mål. Tilbuddet understøtter de unges personlige udvikling og arbejder målrettet med at styrke deres sociale kompetencer og selvstændighed.

Det fremgår, at medarbejderne har fokus på de unges deltagelse i sociale aktiviteter og fællesskaber. Tilbuddet støtter samtidig de unge i at opnå eller fastholde sociale færdigheder samt i at bevare kontakt og samvær med familie og netværk.

Det indgår i vurderingen, at kontakt til det omgivende samfund, fritidsaktiviteter og venskaber uden for tilbuddet fortsat udgør en udfordring for målgruppen, som ofte er socialt udsatte. Dette kræver en vedvarende og målrettet indsats, som socialtilsynet vurderer, at medarbejderne leverer.

Socialtilsynet vurderer endvidere, at hovedparten af de unge har relevant kontakt til og samvær med deres familier. De får støtte til at etablere eller vedligeholde denne kontakt, hvis der er behov herfor. Der ses et særligt fokus på at inddrage familien og netværket som en ressource i de unges udvikling.

Organisation og ledelse

Socialtilsynet vurderer, at tilbuddet har en hensigtsmæssig organisering med en ledelse, der besidder relevante formelle kompetencer samt erfaring med både målgruppen og dens behov – herunder kendskab til metoder, faglige tilgange og ledelse af pædagogisk personale.

Ledelsen vurderes at have taget ansvar for at hæve kvaliteten efter tilsynene i 2023 og 2024, og socialtilsynet vurderer, at dette er lykkedes på alle områder.

Det vurderes, at den daglige drift varetages kompetent, hvilket blandt andet kommer til udtryk ved, at borgerne har tilstrækkelig adgang til personale med relevante kompetencer i overensstemmelse med deres behov.

Brugen af ikkefastansatte medarbejdere vurderes som hensigtsmæssig, da det understøtter muligheden for at opretholde en systematisk pædagogisk indsats.

Socialtilsynet vurderer endvidere, at ledelsen har et strategisk blik og arbejder ud fra en plan for den fortsatte udvikling af tilbuddet og kommende fokusområder. Der er relevant fokus på kompetenceudvikling, hvilket sikrer, at medarbejdernes kompetenceniveau opretholdes både på kort og lang sigt.

Det vurderes som gavnligt for tilbuddets faglige kvalitet, at der anvendes ekstern faglig supervision for medarbejdergruppen.

Endelig bemærkes det positivt, at både sygefravær og personalegennemstrømning ikke ligger på et højere niveau end på sammenlignelige arbejdspladser.

Uddannelse og beskæftigelse

Socialtilsynet vurderer, at Fonden Føniks arbejder aktivt for at støtte de unge i at realisere deres fulde potentiale i forhold til uddannelse og beskæftigelse. For de fleste unge opstilles mål, der enten skal fremme paratheden til eller sikre stabilt fremmøde i et skole-, uddannelses- eller beskæftigelsestilbud. Hvor der endnu ikke er etableret et eksternt tilbud, iværksættes meningsfulde interne aktiviteter.

Socialtilsynet ser fortsat et udviklingspotentiale i at opstille uddannelses- eller beskæftigelsesunderstøttende mål for alle unge, for derigennem at sikre, at alles potentiale udnyttes fuldt ud.

Det bemærkes positivt, at tilbuddet har skærpet fokus på at opstille og følge op på mål i samarbejde med de unge, hvilket styrker deres motivation og ejerskab over egen udvikling.

Endelig vurderes det, at tilbuddet indgår i relevante samarbejdsrelationer med både offentlige og private aktører for at understøtte de unges skole-, uddannelses- og beskæftigelsestilbud. Derudover udbygges netværket i lokalsamfundene med henblik på at etablere praktikpladser som brobygning til uddannelse og beskæftigelse.

Kompetencer

Socialtilsynet vurderer, at tilbuddets medarbejdere har de faglige, relationelle og personlige kompetencer, der er nødvendige i forhold til tilbuddets målsætninger, målgruppe og de unges aktuelle behov.

Det er ligeledes socialtilsynets vurdering, at medarbejderne overvejende er erfarne og har et solidt kendskab til målgruppen samt til arbejdet med døgnanbragte unge. Det tillægges positiv vægt, at tilbuddet – via Føniks-akademiet – aktivt arbejder på at opkvalificere både fastansatte og ikkefastansatte medarbejdere uden pædagogisk uddannelse, så alle klædes tilstrækkeligt på med relevante socialpædagogiske kompetencer til at kunne yde en kvalificeret indsats over for de unge.

Økonomi

Socialtilsynet vurderer, at tilbuddets økonomi understøtter en stabil indsats til borgere.

Vurderingen er baseret på, at tilbuddets økonomi er bæredygtig og at forholdet mellem prisen og den socialfaglige kvalitet er rimeligt. Tilsynet vurderer at tilbuddets gennemsigtighed er på linje lovgivningens bestemmelser.

Vi har vurderet økonomien ud fra det godkendte budget for 2025 og tilbuddets reviderede regnskab for 2023.

Øvrige nyheder

Henvendelse og visitering

Til dig som ung

Hos Fonden Føniks går vi meget op i at alle vores børn og unge føler sig set og hørt.

Medinddragelse er én af nøgleordene i vores dagligdag.

Til dig som er forælder

Når dit barn/ung flytter ind på Fonden Føniks, får dit barn/ung tilknyttet en kontaktperson. Denne kontaktperson vil sørge for at holde dig løbende opdateret omkring, hvordan dit barn/ung har det og udvikler sig.