Anerkendende relationspædagogik
Relationer som fundament for positiv udvikling og meningsfuldhed. Anerkendende relationer er afgørende for, om vores børn og unge trives og udvikler sig positivt. Vores fokus og tilgang er, at vores socialpædagoger fremstår som troværdige rollemodeller, som alle har betydelige relationskompetencer. Det er ligeledes essentielt, at vi har fokus på at facilitere relationer, så vores unge danner relationer udenfor Føniks fx i familien, fritidsinteresser og skole-uddannelsesforløbet.
På Føniks arbejder vi ud fra relations- og involveringspædagogikkens principper. Vi anser denne tilgang som en givende tilgang over for vores målgruppe. Vores tilgang til de unges udvikling er, at de skal opleve en høj grad af inddragelse og meningsfuldhed i deres hverdag, som understøtter deres personlige udvikling.
Pædagogen skal fremstå som en autentisk og tydelig identifikationsfigur, der nysgerrigt tilrettelægger den socialpædagogiske indsats ud fra den enkeltes behov, ressourcer og udviklingsmuligheder. Dette kan gøres gennem forskellige aktiviteter, hvor der er mulighed for at vise, at vi værdsætter dem og hvor de har chancen for at vise, at det er ”hvem de er”, der betyder noget og ikke blot ”hvad de kan” eller især – ”ikke kan”.
Anerkendende relationer set ud fra et ungeperspektiv
Når børn og unge oplever anerkendende relationer får de styrket deres selvfølelse. De unge oplever at blive forstået ud fra deres egen oplevelsesverden. De unge bliver mødt med empati og får mulighed for at reflektere over, hvad udsagnet/handlingen betyder. De bliver mødt med en åben og forstående holdning fra pædagogen. En koncentreret, lyttende holdning samtidig med et medlevende ansigtsudtryk og øjenkontakt fungerer som en slags støtte for de unge til at tænke sig om, og mærke hvad han/hun mener eller føler. De unge oplever, at den voksne er nærværende og interesseret i at høre mere om, hvad den unge er optaget af. Det er vigtigt, at der gives ret til at have egne tanker og følelser og dermed sin egen oplevelse. På denne måde hjælper vi de unge til at få et forhold til egen holdning, uafhængig af den voksnes perspektiv. De unge oplever tryghed, når pædagogen både verbalt og nonverbalt formidler forståelse for de unges handlinger. På denne måde bliver den unge friere til at handle, føle og tænke ud fra sig selv og sin egen verden.
![]()
RELATIONSKOMPETENCE VIGTIGERE END METODEVALG.
At relationen samt tilliden mellem den professionelle voksen og barnet/den unge er essentiel i en
socialpædagogisk indsats/behandling, er ikke en nyhed i sig selv. Hvis der ikke etableres en tillidsfuld relation og der i fællesskab formås, at få skabt et troværdigt, meningsfuldt og motiverende fremtidsmål for barnet/den unge, vil indsatsen med overvejende sandsynlighed ikke få en nævneværdig eller længerevarende effekt.
Den interessante socialfaglige ”nyhed” kom i kølvandet på den amerikanske professor Bruce E. Wampols store feltstudie i 2015[1], hvor han lavede mere end 200 studier på 14.000 klienter i undersøgelsen om hvorvidt det var alliancen mellem klienten og terapeuten, eller metodeforskelle der gav den største effekt i et terapiforløb. Konklusionen var i mine øjne kontroversiel for undersøgelserne viste, at alliancen havde langt større betydning for effekten, end valg af metode. Metodeforskellene gav ingen nævneværdige forskelle og havde yderst begrænset betydning for effekten.
Denne konklusion bakkes i højere grad op i dag, hvor der er almindelig enighed blandt forskerne om, at det netop ikke er valg af en specifik metode, der er afgørende for, om en indsats har effekt.
Så hvis nogen hævder at en bestemt metode, psykodynamisk eller kognitiv terapi eller andet, er alle andre metoder overlegen, er der tale om forsøg på markedsføring, ikke om solid viden, opnået gennem videnskabelige undersøgelser. Men nu når det ikke er metoden som sådan der giver effekt, hvad er det så?
Det spørgsmål har været i fokus på det sociale område i snart mange år og svaret er i min optik. I stedet for at bruge unødig tid og mange penge på at finde og implementere forskellige udenlandske metoder ind i en dansk kontekst, burde vi i stedet fokusere på selve indsatsen og afdække, hvad det ret beset er, som virker, når en indsats fører til et positivt resultat. Faglige refleksioner ift. hvad der handler om den tillidsfulde relation mellem barnet/den unge og den professionelle voksne og hvad skyldes de specifikke kontekstuelle forhold fx metodevalg?
”Det er de ikke-specifikke kontekstuelle forhold i behandlingen og pædagogik som fx terapeutens person og klientens motivation og tiltro til behandler og behandlingen, der er afgørende for effekten og netop ikke særlige metoder” (Bruce E. Wampold)
[1] Kilde: Wampold, Bruce E. & Zac E. Imel (2015): The Great Psychotherapy Debate – The Evidence fo What Makes Psychotherapy Work.
