Afdelingen Nørregade
Nu kan vi hjælpe endnu flere udsatte børn og unge med en mere værdig og tryg barndom.
Visiteringsafklaring, Matchning og længerevarende projektforløb.
Vi kan nu tilbyde landets kommuner en unik visiterings- og matchningsmulighed eller mulighed for midlertidige fleksible anbringelsesløsninger, hvor der fx foretages pædagogiske – og/eller psykologiske screeninger for at afdække den unges styrker og udfordringer og finde den bedste løsning første gang.
Her er også mulighed for at tilbyde længerevarende projektforløb.
Ofte har kommunen ikke et stort kendskab til den pågældende ung og ofte er den psykologiske udredning flere år gammel og dermed ikke retvisende længere. Der er brug for en opdateret vurdering, samt en observationsperiode, hvor den unges forskellige kompetencer og udfordringer afklares.
Afdeling Nørregade er en mindre, men hyggelig afdeling godkendt til en lille ungegruppe med en større normering.
Afdelingen Agertoften
Afdelingen Agertoften er vores nyeste afdeling og er beliggende i Flauenskjold i Nordjylland.
Det er en stor dejlig og lys bygning med masser af plads til at udfolde sig. Her kan der bo op til 15 unge, og der er muligheder for afskærmning, aflastning og familietilbud.
Afdelingen er delt op i tre uafhængige afdelinger og med mulighed for individuelt tilrettelagt afskærmede rum. Her kan de unge få den nødvendige ro og vi kan reducere og tilpasse de daglige ydre stimuli, så de fysiske rammer understøtter det pædagogiske arbejde bedst muligt.
Afdelingen kan grundet størrelse og indretning hurtigt tilpasses den aktuelle målgruppe og de tre afdelinger kan adskilles fuldstændigt, hvis der bliver behov herfor.
Vi har allerede tilkendegivelser fra lokale virksomheder, at der er praktikmuligheder og vi har etableret et godt samarbejde med vores nabo, som er en velfungerende idrætsforening med idrætshal, fitnessrum og fodboldklub.
Ejendommen er placeret ved siden af byens hal og motionscenter samt byens lokale købmand.
Hovedafdelingen – Rud Kirkevej 1
Rud Kirkevej er vores hovedafdeling, hvor der er plads til 12 unge fordelt på to etager. De fysiske rammer på afd. Rud Kirkevej, er yderst velegnet til anbringelser af børn og unge med særlige behov.
Her tilbydes individuelle indsatser, gode normeringsforhold, interne udslusningsmuligheder, mulighed for opdeling af etager og derved en mulighed for tilpasning af målgruppe i huset.
Afdelingen er delt op i to plan, med flere mindre opdelte rum, hvor de unge kan få ro og fordybe sig i fx musik, spil eller bo i egen lejlighed.
Gamerrum, bålplads med shelter samt multibane med basket og fodbold, er nogle af de mange muligheder for aktiviteter som kan inddrages i indsatsen omkring den unge, samt den unges fritidsinteresser.
Rud Kirkevej har yderligere godkendelse til støtteophold jf. BL § 32, 1.7. samt SL § 107.
Rud Kirkevejs udslusningslejligheder skaber alletiders rammer for en glidende overgang til voksenlivet. Her har den unge mulighed for at udvikle ADL færdigheder i egen lejlighed, med velkendt pædagogisk personale, som støtter den unge i udviklingen til en selvstændig hverdag.
Afdelingen Smedebakken 50
Smedebakken ligger i Hadbjerg – tæt på skole og gode fritidsaktiviteter. Det mindre hus, med plads til 6 unge, tilbyder familielignende rammer med nære stabile relationer til voksne og en hverdag, der ligner andre børn og unges.
Smedebakken gør altid noget særligt ud af højtider som jul, fastelavn, halloween og nytårsaften. De unge inddrages, med udgangspunkt i hver enkelte unges ressourcer og kompetencer, med planlægning, forberedelse, bagning mm.
Udearealerne tilbyder, foruden en stor græsplæne, trampolin samt bålplads med shelter.
Der er fokus på at skabe en struktureret dagligdag med en forudsigelig dagsrytme, samt fokus på udvikling af sociale kompetencer, ADL, sundhed og fællesaktiviteter.
Hver anden uge afholdes ungemøde, hvor de unges selv- og medbestemmelsesret særligt kommer til sin ret. Her har de unge mulighed for indflydelse på madplanen, aktiviteter ud af huset, samt dele stort og småt.
På Smedebakken har vi desuden mulighed for støtteophold jf. BL § 32, stk. 1, nr. 7 samt udslusningslejlighed på første salen, med fokus på en glidende overgang til voksenlivet.
Afdelingen Spurvevej
Spurvevej er vores udslusningshus, som ligger i et rolig villakvarter i den nordlige del af Randers. Her er det muligt at bo i sin egen lejlighed, sammen med andre unge fra Fonden Føniks. Der er plads til 4 unge på Spurvevej.
De fysiske rammer på afd. Spurvevej, er yderst velegnet til anbringelser af unge som er i et efterværn.
Huset/Afdelingen er delt op i to plan, hvor der er 2 lejligheder på hver plan og et fælles køkken/bad og fællesstue. DVS at man deler fællesområderne med en anden beboer og der kan max bo 4 unge derinde.
Der er fællesspisning 2 gange om ugen derinde samt løbende weekendaktiviteter.
Indsatsen bliver tilrettelagt udefra en progressionsplan og i taksten er der 15timer/ugen ATA tid. Den unge er på eget budget og står selv for kost, tøj og div. (KL baseret takster).
Husleje/vand/el/varme er inkl. i taksten. Det er anbringende kommune der skal fastsætte en egenbetaling.
Der er daglig kontinuerligt personaledækning på afd. og indsatsen bliver individuelt strikket sammen udefra den unges ugeplan, struktur, progressionsplan etc. Der er ikke nattevagt på denne afdeling.
Solo-ophold på Samsø
Afdelingen på Samsø er et visiteringstilbud, hvor kommunen kan få anbragt en ung i et afskærmet miljø og samtidigt, på et socialpædagogisk fagligt niveau, kan få belyst den unges problematikker og styrker. Dette med henblik på at kommunen, på et opdateret socialpædagogisk fagligt grundlag, kan vurdere og visitere deres unge bedst muligt.
Vores erfaring med en opstart i et afskærmet miljø, er at man kan arbejde intensivt i en én-til-én relation og få skabt nogle gode rammer samt få den unge ”med på vognen”. Heri inddrage den unge og skabe den nødvendige meningsskabende forståelse for anbringelsen. Vores erfaring er, at det giver den fornødne ro til at den kommende kontaktpædagog gennemgår og forklarer ungeplanen samt de vilkår den unge nu er anbragt under.
Her danner vores rammer på Samsø gode forudsætninger for stabilitet, ro omkring den unge samt en rolig og positiv start på et videre anbringelsesforløb.
Der er etableret et godt samarbejde med lokalsamfundet på Samsø, som skaber gode forudsætninger for udvikling af socialt netværk, aktivering samt skoletilbud.
Grunde til at vælge Samsø:
- Pædagogisk observation
- midlertidig fleksibel anbringelsesløsning
- pædagogiske – og/eller psykologiske screeninger for at afdække den unges styrker og udfordringer og finde den bedste løsning første gang.