- Anerkendende relations pædagogik.
- Mentaliseringsbaseret tilgang
- Low Arousal
- Oplevelse af sammenhæng (OAS)
- Nærmeste udviklingszone (NUZO)
- Strukturpædagogik
- Styrke- og ressourcebaseret fokus.
Mentaliseringsbaseret tilgang
Mentaliseringsbaseret tilgang i behandlingsarbejdet.
At arbejde mentaliseringsbaseret er betydningsfuldt i en socialpædagogisk praksis af flere grunde. Helt basalt handler, at arbejde mentaliseringsbaseret, om at tilbyde de unge et naturligt udviklingsfremmende samspil således, at de unge tilegner sig de nødvendige evner og færdigheder for at kunne leve et mere meningsfuldt og stabilt liv.
Tilgangen indeholder bl.a. en forståelse af og en pædagogisk tilgang, at arbejde med både traumer og psykiske lidelser på.
Dette er yderst relevant, da en stor del af de anbragte unge har oplevet traumer og/eller psykiske lidelser.
”Socialtilsynet vurderer at tilbuddet understøtter de unges indflydelse på eget liv og på hverdagen i tilbuddet. Dette synliggøres gennem tilbuddets mentaliserende tilgang, for at sikre forståelsen og medinddragelse af de unge”.
(Senest rapport om sundhed og trivsel)
Når tilgangen til de unge er mentaliseringsbaseret, øges de unges muligheder for at udvikle sig på en række kerneområder, og det kan bidrage til forebyggelse af de psykiske lidelser og den selvskadende adfærd.
Relationspædagogik
Relationer som fundament for positiv udvikling og meningsfuldhed.
Gode og hensigtsmæssige relationer er afgørende for, om vores unge trives og udvikler sig positivt. Vores fokus og tilgang er, at vores socialpædagoger fremstår som troværdige rollemodeller, som alle har betydelige relationskompetencer.
Det er ligeledes essentielt, at vi har fokus på at facilitere relationer, så vores unge danner relationer udenfor Føniks fx i familien, fritidsinteresser og skole-uddannelsesforløbet.
På Føniks arbejder vi ud fra relations- og involveringspædagogikkens principper. Vi anser denne tilgang som den mest givende tilgang over for vores målgruppe. Vores tilgang til de unges udvikling er, at de skal opleve en meningsfuldhed i deres hverdag og personlige udvikling.
Pædagogen skal fremstå som en tydelig identifikationsfigur, der tilrettelægger den socialpædagogiske indsats ud fra den enkeltes behov, ressourcer og udviklingsmuligheder. Dette kan gøres gennem forskellige aktiviteter, hvor der er mulighed for at vise, at vi værdsætter dem og hvor man har chancen for at vise, at det er ”hvem de er” der betyder noget og ikke blot ”hvad de kan” eller især – ”ikke kan”.
”Tilbuddet formår at inddrage de unge i Nuzo samtaler og Nuzo aftaler, så de unge oplever at have ejerskab over udviklingen af de sociale kompetencer og selvstændigheder”.
(Senest rapport om selvstændighed og relationer)
I udviklingen af de unge med misbrug og/eller selvskadende adfærd mener vi, at psykologen, Lev Vygotskys ”NUZO” model, er et godt arbejdsredskab. Vygotsky skelner mellem det, som den unge kan her og nu, og det som den unge er på vej til at kunne. Det sidste beskrives som nærmeste udviklingszone (NUZO). I traditionel psykologi og observationer fokuseres mest på det, de unge kan – eller ikke kan, her og nu. Hermed overser man de kompetencer og udviklingsmuligheder de unge rummer. Det er disse kompetencer, som endnu ikke er helt udnyttede og udviklede, som Vygotsky finder interessante, fordi det netop er her, udviklingsmulighederne ligger.
Pædagogisk betyder det at fokus flyttes, således at der tilføjes en tydelig didaktisk indgangsvinkel. Dvs. at pædagogen bevidst arbejder med de unge og aktivt støtter dem i at nå kompetencer som de endnu ikke mestrer alene. Denne proces foregår både som en bevidst planlagt proces, men de unge bringes også ud i nærmeste udviklingszone i ikke-planlagte situationer, når de socialiseres med de ældre/ ”gamle” unge og pædagogerne.
Et oplevet hverdags eksempel på denne pædagogik:
“Alle drengene har hver deres maddag, hvor de sammen med en pædagog skal lave aftensmad. En af drengene vil ikke lave mad, han siger det er kvindearbejde. Vi tager en snak med drengen om, hvorfor han ikke vil deltage i madlavningen. Under samtalen viser det sig, at drengen aldrig har prøvet at lave mad før, og er derfor nervøs for, om han kan finde ud af det. Vi bliver enige om, at drengen starter med at dække bord, hvilket han har prøvet før. Efter et stykke tid med borddækning spørger vi drengen, om han vil hjælpe med at skrælle kartofler, og det vil han gerne, efter at vi har lovet at vise ham hvordan. Første gang skræller vi kartoflerne sammen med ham, så han kan se hvordan man gør. Næste gang klarer han det uden hjælp. Efter et stykke tid med borddækning og med at skrælle kartofler, udviser drengen interesse for hvordan man former og steger bøffer. Vi viser ham hvordan og hjælper ham de første par gange, og efter et stykke tid klarer han bøfferne alene.”
Det vil sige, at drengen i ovennævnte eksempel, med støtte og vejledning fra en pædagog der har opbygget den fornødne og bæredygtige relation, hjælpes fra den aktuelle udviklingszone til den nærmeste udviklingszone og skridt for skridt nærmer sig den potentielle udviklingszone.
I ovenstående eksempel betyder det, at drengen på sigt vil opleve at kunne tilberede et helt måltid uden hjælp, hvilket jo er en essentiel forudsætning for at kunne klare sig i det senere liv. Ligeledes mener vi, at drengen gennem en række af disse succesoplevelser opnår følelsen af at ”jeg duer til noget” og derigennem opbygger sin selvtillid.
