Hos Fonden Føniks lægger det i vores DNA at lytte og inddrage vores anbragte børn og unge. Vi er nemlig overbeviste om at vi alle udvikler os og vokser ved at blive lyttet til og inddraget. Det gælder også børn og unge.
Børn er eksperter på eget liv, og ligesom alle andre skal de lyttes til og have indflydelse på beslutninger, der betyder noget for dem. Børn og unge, som inddrages og mødes med positive forventninger, har lettere ved at bakke op om de beslutninger, der træffes. Det skaber engagement og ejerskab i forhold til den indsats, de er en del af.
Når dit barn/ung flytter ind på Fonden Føniks, får dit barn/ung tilknyttet en kontaktperson. Denne kontaktperson vil sørge for at holde dig løbende opdateret omkring, hvordan dit barn/ung har det og udvikler sig. Kontaktpersonens opgaver er primært praktiske opgaver såsom bestilling af tandlægetid, kontakt til skolen samt jer forældre, deltagelse ved møder mm. Man er også altid velkommen til at rette henvendelse ved det øvrige personale, hvis kontaktpersonen ikke er på arbejde den pågældende dag.
På Føniks vægter vi samarbejdet til jer forældre højt, hvorfor vi også er imødekommende for planlægning af besøg på afdelingen. Ligeledes arrangerer vi, sammen med de unge, en årlig julefrokost samt sommerfest, hvor i forældre inviteres med.
Tværfagligt samarbejde
Når børn og unge oplever sammenhængende indsatser og enslydende støtte fra alle involverede parter, øges deres trivsel og følelse af tryghed. Dette har en positiv indvirkning på deres mentale, følelsesmæssige og sociale trivsel. For at sikre at de børn og unge som bor hos os, finder tryghed og kan læne sig ind i de stabile voksenrelationer omkring dem, er vi derfor særligt optaget af det gode og gennemsigtige samarbejde med jer forældre, rådgiver, skole mm. I er, som forældre, derfor altid velkomne til at kontakte os, hvis I er i tvivl om noget omkring jeres barn/ungs trivsel, udvikling og anbringelse.
Barnets plan/ungeplan
Kommunen og jeres barn/ung udarbejder en plan med mål for anbringelsen. Denne plan benyttes som rettesnor for det socialpædagogiske arbejde.
Statusrapport
Når dit barn/ung har været anbragt i 3 måneder, udarbejder Føniks en statusrapport på, hvordan de første tre måneder er gået. Efter de tre måneder, udarbejdes der en statusrapport ca. hver halve år, som har fokus på dit barns udvikling og trivsel. Statusrapporter gennemgås altid med de unge og sendes til jer forældre.
Statusmøde
I forbindelse med opfølgning på dit barns/ungs anbringelse, afholdes der løbende statusmøde (ca. hvert halve år, i forbindelse med statusrapporten).
Til et statusmøde fremlægges den seneste udvikling, fokuspunkter samt en uddybning af enkelte punkter fra rapporten, som er relevant at drøfte.
Den unge vil ligeledes have et punkt på dagsordenen, hvor der kan fremsiges evt. ønsker, oplevelser eller andet der optager den unge.