RELATIONSKOMPETENCE VIGTIGERE END METODEVALG?
(Af: Henrik Toftgaard, Faglig leder af Fonden Føniks)
At relationen samt tilliden mellem den professionelle
voksne og barnet/den unge er essentiel i en
socialpædagogisk indsats/behandling, er ikke en nyhed
i sig selv. Hvis der ikke etableres en tillidsfuld relation og
der i fællesskab formås at få skabt et troværdigt,
meningsfuldt og motiverende fremtidsmål for barnet/den
unge, vil indsatsen med overvejende sandsynlighed ikke få en nævneværdig eller længerevarende effekt.
Den interessante socialfaglige ”nyhed” kom i kølvandet på den amerikanske professor Bruce E. Wampols store feltstudie i 2015, hvor han lavede mere end 200 studier på 14.000 klienter. Undersøgelsen handlede om, hvorvidt det var alliancen mellem klienten og terapeuten eller metodeforskelle, der gav den største effekt i et terapiforløb. Konklusionen var i mine øjne kontroversiel, for undersøgelserne viste, at alliancen havde langt større betydning for effekten, end valg af metode. Metodeforskellene gav ingen nævneværdige forskelle og havde yderst begrænset betydning for effekten.
Denne konklusion bakkes i højere grad op i dag, hvor der er almindelig enighed blandt forskerne om, at det netop ikke er valg af en specifik metode, der er afgørende for, om en indsats har effekt.
HENVENDELSE OG VISITERING
På hvis nogen hævder at en bestemt metode, psykodynamisk, kognitiv terapi eller andet er alle andre metoder overlegen, er der tale om forsøg på markedsføring. Ikke om solid viden, opnået gennem videnskabelige undersøgelser. Men nu når det ikke er metoden som sådan der giver effekt, hvad er det så?
Det spørgsmål har været i fokus på det sociale område i snart mange år. Svaret er, i min optik, at i stedet for at bruge unødig tid og mange penge på at finde og implementere forskellige udenlandske metoder ind i en dansk kontekst, burde vi i stedet fokusere på selve indsatsen og afdække, hvad det ret beset er, som virker, når en indsats fører til et positivt resultat. Faglige refleksioner ift. hvad der handler om den tillidsfulde relation mellem barnet/den unge og den professionelle voksne og hvad skyldes de specifikke kontekstuelle forhold f.eks. metodevalg?
”Det er de ikke-specifikke kontekstuelle forhold i behandlingen og pædagogik som fx terapeutens person og klientens motivation og tiltro til behandler og behandlingen, der er afgørende for effekten og netop ikke særlige metoder”[1]
[1] Wampold, Bruce E. & Zac E. Imel (2015): The Great Psychotherapy Debate – The Evidence for What Makes Psychotherapy Work.
